Om festtaleindledninger

Festtaleindledningen stikker sit hoved frem med jævne mellemrum – også der, hvor man ikke lige havde forventet at se den. Den har mange øgenavne, fx Skåltalen, Den Store Gulvviolin eller Godhedens Akse-besværgelsen. Med denne indledningstype sætter man en slags godhedsscene eller – for sådan virker det – en godhedsbarriere. Plusord (nogle ville sige bullshit-ord), gerne abstrakte, dænges på hinanden i hastigt tempo. Se fx dette dokument om fokus på kvalitet i danske daginstitutioner, der indledes med følgende festtale:

”De danske dagtilbud har en enestående mulighed for at understøtte børns trivsel, udvikling og læring, så de har et godt børneliv her og nu og en god skolegang senere hen og står bedst rustet til et virksomt og aktivt voksenliv. Dagtilbuddene bør derfor have en kvalitet i top, så de kan understøtte den optimale udvikling hos den enkelte og samtidig skabe et rigt fællesskab for alle børn, så alle er med, og enhver føler sig inkluderet.”

Problemet er, at barrieren ikke giver læseren den fjerneste idé om, hvad tekstens ærinde kunne tænkes at være. Man kunne forestille sig en læser, der spurgte: Hvor skal vi hen, du? og et svar i omegnen af: Først skal vi lige høre om alt det gode, vi udvirker … god, krydret med god og lidt god på toppen.

I festtalen om danske dagtilbud ovenfor er der ingen halmstrå at gribe efter. Handler det om nødvendigheden af statsligt fastsatte minimumsnormeringer for pædagoger? Eller om en ny politik for inklusion af udsatte grupper? Eller måske om behovet for at justere læringsmålene for de 3-6-årige? Ingen, der alene har læst ovenstående, aner det. Det bedste bud er: noget med kvalitet i daginstitutioner. Hvilket på sin vis er korrekt. Kvalitet i daginstitutionerne er nemlig emnet. Men hvad er ærindet?

En af de ting, der binder de tre forkerte indledninger sammen, er, at læseren med dem alle typisk kan fange emnet, men ikke andet end det. Man er altså i stand til at konkludere, at det er noget med daginstitutioner … og så ikke mere. Emnet!

HR-enheder er ofte storproducenter af festtaleindledninger. Ordene fra organisationens strategi-, missions- og visionspapirer har ofte udlængsel – de sniger sig ind i alle mulige dokumenter for at legitimere denne eller hin aktivitet. Men ingen har eneret, og pludselig kan de blive overhalet af it-kontoret, der tager førertrøjen i en festlig opremsning af mål, mens midlerne til at nå disse mål (og dermed oplysningerne om tekstens ærinde) må vente.

”Direktionen bør, når it anskaffes, sikre, at vi både fremmer vores mission, vision og forretningsbehov. Nem anvendelse, kosteffektivitet og fleksible løsninger, der overholder loven og prioriterer sikkerheden, bør være i fokus. Samtidig bør rollefordelingen være tydelig, så vi opnå et optimalt samarbejde og sikrer mere effektive it-anskaffelser.”

Hvad stod der? Emnet er jo ikke svært at få øje på – det er noget med it-anskaffelser. Men hvad var ærindet?

Festtaleindledninger synes i særlig grad at være fremherskende i enheder, der beskæftiger sig med emner, som vi dårligt kan være imod: sundhed, klima, miljø, økologi, det innovative erhvervsliv, den folkelige idræt, demokratisk deltagelse, tilfredse medarbejdere, de udsatte grupper, svage ældre, små børn, sagesløse dyr etc. Vi går ind for det hele! Eller hvad med cykling?

”I Danmark har vi en lang og unik tradition for at cykle. Den danske cykelkultur skal bevares og styrkes, så der fortsat er tale om en sund, attraktiv, klimavenlig og oplevelsesrig transportform. Infrastrukturen skal optimeres, så både cykelpendlere, cykelturister og rekreative cyklister får de bedste muligheder for sikkert at give sig i kast med både natur- og kulturoplevelser.”

Alt det bedste fra alle gode verdener står i kø. Svært at være imod gode børneliv, trivsel, inklusion, oplevelsesrige og sunde transportformer eller optimale natur- eller kulturoplevelser. Men også svært at mene, at man får noget som helst konkret med sig fra læsningen.

At noget er en festtale, betyder ikke, at det nødvendigvis drejer sig om noget festligt eller positivt. Festtaler kan sagtens handle om noget dybt alvorligt – fx sikkerhed til søs, risikoen for terror eller konsekvenserne af en pandemi.

Noget af det mest ufestlige, vi har oplevet i nyere tid, er vel nok Coronakrisen. Og sjældent har landets indbakker været så fyldt med festtaler fra alle mulige afsendere. Stort set uden undtagelse indledes beskederne med samme festtale, gerne iblandet et skvæt ”jeg-informerer-lige-om-min-arbejdssituation”. Cirka sådan her:  I forlængelse af regeringens … COVID-19 … alvorlig situation … vi har besluttet, at … nedlukker … nødberedskab, da de fleste arbejder hjemmefra … vi følger med … vender tilbage, når vi ved mere … (fortsæt selv). Festtaler kan altså handle om alt mulig. Det centrale er det højstemte, følelsesappellerne – og irrelevansen for modtagerne. Vi ved det godt for pokker. Kom nu til sagen.

Man kan bekæmpe festtaleindledninger ved at tjekke, om det, man skriver, rammer tonen i ordene ”Det er vigtigt for Danmark, at …”, idet man sørger for at udtale Danmark, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Dahnmarg ville gøre det: [dα·ƞmαg]. Prøv det eventuelt på teksten ovenfor, der, hvis man læser den højt med den rette diktion, vil lyde: I Dahnmarg har vi (pause) en lang (pause) og unik (lidt længere pause) tradition for at cykle. Man kunne man næsten fristes til at tilføje: Gud bevare Dahnmarg!

Uanset at den læsende ikke rigtig får noget med sig, så mener nogle skrivende, at festtaleindledninger har en kvalitet. De argumenterer for, at man med det rette schwung får understreget, hvor vigtig en sag der er tale om. At man skaber begejstring eller en fornemmelse af vigtigheden. Men tjek efter selv. Gav en af de tre indledninger dig lyst til at læse videre? Oplevede du vigtigheden? Fornemmede du gløden? Det gør de færreste. De læser bare bla blaaah bla blah. Man keder sig og mister lynhurtigt orienteringen. En festtale i starten af et dokument støjer. Ud over emnet og en mur af godhed efterlader den intet til læseren. Hvad dokumentet vil os, og om det er vigtigt? Vi ved det ikke. Det stod hverken i mailens emnefelt eller i dokumentets indledning. Vi måtte helt ned i tredje eller femte eller syvende afsnit, før vi blev klogere – hvis vi da nogensinde kom så langt.